Poul Møller blev født i Skovby den 26. juni 1949.
Han var tredje barn ud af en søskendeflok på 6. Hans forældre hed Gerda og Søren Møller og var bagere i Skovby.

Begravelsestalen

Kære familie, venner og bekendte til Poul

Der går en fortælling om, at Martin Luther, den store reformator, og en af vores kirkes vigtigste personligheder, engang blev spurgt, hvad han ville foretage sig, hvis han fik at vide, at jorden skulle gå under i morgen. Martin Luther skulle angiveligt have svaret: ”Jeg ville plante et træ”.

Det er om noget et livsbekræftende svar, et svar der vel er sprunget ud af Luthers tro på, at hver eneste dag vi er her – hver eneste dag vi lever og ånder og elsker og skændes, er til låns. Fordi livet jo kun er til låns, en gave der skal bruges!

I dag er kirken fuld, fordi Pouls liv her på jorden er slut, alt for tidligt for han blev kun 63 år og han burde have haft mange flere år med sin familie og venner.

Poul fik konstateret uhelbredelig kræft for knap to år siden, og når et menneske får en så alvorlig sygdom, kunne man forestille sig, at det ville have virket ”lammende” på livet. Men, sådan var det ikke hos Poul.Der er mennesker der evner at leve, som om de ikke skulle dø, og jeg fik indtryk af, at Poul var sådan et menneske.

Han holdt byens største fest i efteråret, en fest for livet kan man sige. Her blev spist og sunget, spillet og danset, hoppet i hoppeborg og levet som om intet mørke fandtes.

Bl.a. derfor faldt Luthercitatet mig ind, da jeg forleden kørte hjem efter at have havde hørt jer, Pouls nære og kære, fortælle om hans liv.

Indtil få uger siden, favnede han livet og levede i tro og tillid til morgendagen, og Pouls liv har netop været en lang række af plantede træer – af dage, der er blevet brugt fuldt og helt. Han så altid lyset - også tværs gennem mørke prognoser for morgendagen. Han havde en stor kampvilje, var fuld af liv og smittende glæde.

I fortalte at selv da han var indlagt var hans livsglæde uforandret. Han arrangerede fællesspisning i opholdsrummet på sygehuset, et positivt tiltag som må have jaget sorte tanker på flugt ikke blot hos Poul selv, men også hos de patienter han delte stue med.

I lod mig forstå, at hans positive sind har været et gennemgående træk siden hans liv tog sin begyndelsen d. 26.juni 1949. Han voksede op som ene dreng i en søskendeflok på 6, og alene det kræver vel noget af en kampvilje og et lyst sind.

Det er måske denne kombination, der har været medvirkende til at Poul har, kunne leve et sådan arbejdsliv som han jo har. Han er vokset op og ind i bagerbranchen, og når man bor så man kan dufte arbejdet hele tiden, så tager det form af en livsstil, et livsprojekt snarere end et arbejde.

Heldigvis har han jo ikke stået alene, for du Esther har været en del af Pouls liv siden du var 18 år. De sidste mange år har I delt både privatliv og arbejdsliv; en cocktail der siger noget om hvor godt et makkerpar I har været, og Pouls død er et stort tab!

Det er her en mand, en far, en bedstefar, en bror, en nabo, en kollega, en ven som er borte, og det viser jo med al tydelighed hvor mange ringe i vandet Poul efterlader sig. Han har rørt mange mennesker, og I er mange som er berørt. Sådan er det med livskraftige mennesker, de skaber ringe i vandet.

Og Poul HAR været et naturligt samlingspunkt for mange mennesker, muligvis fordi han, som I fortalte mig, var tolerant og accepterede alle mennesker som de var. Det er fine karaktertræk der netop drager mennesker nær, der skaber ringe i vandet.

De tætteste ringe omkring Poul, er naturligvis jer drenge, Niels og Kristian. I lod mig forstå, at jeres far, har været en god far, en god mand som har givet jer bæredygtige værdier. I er, som han selv, vokset op i bageriet og har altid fået lov til at være med. Poul har lukket jer ind i sin verden, hvilket har betydet at I også har fået lov at være med i hans sygdomsforløb. Der har ikke været hemmeligheder eller ting I skulle skånes for, og nok er det barskt men det er samtidig en glæde at blive vist en sådan tillid.

En har engang formuleret om glæden, at den er som et lys; tænder du det for andre, falder dets skin tilbage på dig selv.

Det billede passer vist i høj grad på Poul fornemmede jeg, for han har bragt glæde og har også selv været glad for livet. Han har nydt at mærke livet, også i naturen som han jo brugte som et fristed.

Først og fremmeste har han været at finde i urtehaven bag bageriet. Her blev grøntsager dyrket i snorlige rækker, den kultiverede natur kan man sige. Et fristed hvor Poul nød at få det hele til at spire og gro. Hvor han i bogstaveligste forstand plantede upåagtet af, om verden var sat til at gå under i morgen.

Men også naturen i større målestok var at betragte som et fristed for Poul. Hele livet har han dyrket jagten. Ikke blot dette at nedlægge dyrene, næ han holdt af at VÆRE i naturen. Han har nydt samarbejdet med hunden, han har læst dyresporene og bemærket hvordan dyrebestanden har haft det. Og han fandt glæde ved at dele jagtoplevelserne med andre mennesker og måske derfor var han også i mange år formand for jagtforeningen. Også her har han lavet ringe i vandet.

I sidder mange i dag; familie, venner og bekendte med tunge hjerter, det er den barske virkelighed der bringer jer sammen. Det er den smertelige erkendelse af livets sårbarhed alle her i dag bliver konfronteret med. Tabet af liv og sorgen der formørker sindet er en naturlig følge af en død der kommer alt for tidligt.

Det giver ingen mening at Poul er væk, men der er ingen tvivl om, at det har givet ufattelig stor mening, at han har været her.

Jeg læste lidt tidligere påskeberetningen, hvor englen for det første siger til kvinderne: ”Frygt ikke!”. Det gælder også os i dag, frygt ikke døden!

Det andet påskeenglen siger, handler om, hvor kvinderne ved graven skal se hen. Hvor I, som sidder her i dag skal se hen. I skal se frem!

Ikke overfladisk, ikke fordi I ikke skal sørge, det er uundgåeligt. I skal ikke se frem for at glemme, men frem for at se Poul.

Som englen sagde det: ”Hvorfor søger I den døde her, Han er opstået og se, Han går i forvejen for jer”. Læg mærke til at englen siger ”Og se”. Den siger til kvinderne ved graven, at de skal se Jesus.

Englen siger at vi skal se den døde igen, det er håbet som kirken frimodigt prædiker ind i sorgen. Jesus er gået i forvejen, og derfor tror vi på, at også vi skal se vore kære igen. Det er en livsbekræftende melding at få fra graven, det giver kraft og mod til os som står tilbage.

Hvad ville du gøre, hvis jorden gik under i morgen – jeg ville plante et træ – lever vi sådan hverken kan eller skal vi som mennesker gøre mere. Så er det op til Vorherre, at tage sig af det, vi kun kan tro og håbe på. Tage sig af, at virkeliggøre sine ord ved dåben om, at Han er med os alle dage, indtil verdens ende. Derfor har vi lov at sige til hinanden ved livets afslutning – vi ses igen.

Guds fred være med Poul, Guds fred være med os alle!

Amen